Skip to main content

Hej!
I slutningen af maj var jeg på smertekursus hos Smertespecialisterne. Du kan læse mere om Smertespecialisterne her. Kurset handlede blandt andet om de seneste 15 års smerteforskning og kommunikation med patienter. Noget der ramte mig, var et spørgsmål som fysioterapeut Lars Avemarie bruger til at motivere sine patienter til at lave øvelser og bevæge sig mere.

Spørgsmålet er ‘kan du gøre lidt mere‘?

Du føler måske, at du allerede gør en hel masse f.eks. for at forebygge din migræne, eller når du gerne vil tabe dig. Men hvad gør du egentlig? Er der overensstemmelse mellem, det du gør og det du siger. Hvilke historier fortæller du dig selv? 

Her mener jeg f.eks. i forhold til dine motionsvaner. Hvis nogen spørger mig, så vil jeg sige, at jeg dyrker yoga hver dag, og oftest går 3-4 km 4 gange om ugen. Det gør jeg også i de rigtig gode perioder. I de mere travle perioder eller perioder med mere migræne får jeg ikke bevæget mig så meget. Når jeg bevæger mig mindre, går vægten i stå eller endda opad. Jeg risikerer samtidig at få mere migræne, hvis jeg ikke bruger min krop aktivt, så tingene hænger sammen. 

Spørgsmålet ‘kan du gøre lidt mere‘ er simpelt, og det giver råderum for dig som person til at overveje, hvor du kan sætte ind.

Kan du gøre lidt mere? Kan du bevæge dig lidt mere? 

Formuleringen ‘lidt mere‘ giver håb og det virker overskueligt. Derfor er den smart, når du vil skabe forandring med små skridt. De fleste af os kan da gøre lidt mere! Hvad gør du i dag? 

Sæt i gang. Når først du begynder at skabe forandring og ser resultater, får du mod på mere!

Resultater kan være mange ting. Når du får bevæger dig mere, får du f.eks. mere energi, du sover bedre, du bliver tilfreds med din egen indsats, du får færre spændinger og forebygger derved den migræne, der kommer af muskelspændringer etc. Handling motiverer simpelthen til mere handling!