Hvis du har fulgt mig i et stykke tid, så har du måske lagt mærke til, at jeg anbefaler brød bagt med gær, når jeg poster madbilleder.
Det skyldes, at der er tyramin i surdej, som kan trigge migræne. Tyramin er en af de 4 biogene aminer, som menes at kunne give migræne. Du finder også tyramin i f.eks. vin, modnede sild, bacon, røget fisk og stærk ost.
I forbindelse med bogen “Migræne, når du får børn”, har jeg lavet en opskrift på rugbrød bagt med gær, og den får du på bloggen i dag. Du kan forvente en lidt mindre syrlig smag end normalt i rugbrød, men jeg synes, det fungerer godt. Især når du rister rugbrødet.
Rugbrød bagt med gær (2 små eller et stort)
Du skal bruge:
8 dl vand
350 g knækkede rugkerner
40 g gær
2 spsk. rapsolie
2 dl græsk yoghurt (lavet af pasteuriseret mælk)
2 spsk. salt
2 spsk honning
300 g knækkede hvedekerner
200 g havregryn
300 g rugmel
200 g hvedemel
Smør til formene/formen
Sådan gør du:
Kog vandet og hæld det over de knækkede rugkerner. Lad blandingen stå til vandet er lillefingervarmt. Opløs nu gæren i vandet. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør dejen grundigt sammen. Fordel dejen i 2 smurte rugbrødsforme, dæk dem til med et viskestykke og lad dem hæve i mindst 2 timer. Bag brødene ved 180 grader (160 grader varmluftovn) i ca. 80 minutter. Lad gerne brødet/brødene hvile i et viskestykke, når det er kølet en smule af. Det betyder, at skorpen bliver blødere.
Ps. Du kan med fordel fryse brødet ned i skiver, og så tage det op og riste, når du skal bruge det. Ristet rugbrød er så lækkert.
Seneste kommentarer