Et personligt indlæg om familielivet med migræne som følgesvend
I Indlæggene “Mor har græne” og “Postmand Per som redningsmand”, delte jeg nogle af mine personlige erfaringer med dig.
I dag deler jeg en episode mere.
Jeg har lyst at skære mit hoved af
Når jeg har anfald, går jeg ind i mig selv og tænker mig ikke altid om, når jeg siger noget. Jeg er meget stille og det eneste jeg kan finde på at sige er “åh, hvor er jeg træt af det” eller også bander jeg højt for mig selv.
En gang hvor det var rigtig slemt græd jeg, selvom jeg normalt ikke græder ved anfald, da det gør smerten i hovedet meget værre og sagde til Ida vores store datter, der dengang var 16 “Jeg har lyst til at skære mit hoved af, det gør så ondt“.
Jeg tænkte mig ikke om og hun blev så ked af det og sagde “Sådan må du ikke sige mor” og jeg bliver helt trist og flov ved tanken.
Hun er min datter og selvfølgelig bliver hun ked af, at jeg vil “skade mig selv”, selvom jeg jo ikke mente det bogstaveligt. Så store børn kan også blive bange og vi skal lige huske, hvem vi taler med. Også når anfaldet raser og vi ikke tænker klart.
Jeg sagde selvfølgelig undskyld og understregede, at jeg ikke mente det, men at jeg var desperat og det forstod hun.
Hvordan håndterer du familielivet?
Nu har jeg delt nogle af mine erfaringer og oplevelser med dig og det her indlæg var lidt hårdt følelsesmæssigt at skrive, men det har summet i mit hoved den seneste uges tid og skulle ud.
Måske noget af det vækker genklang hos dig?
Skriv gerne om nogle af dine erfaringer i tråden under indlægget. Din historie kan måske være med til at hjælpe andre videre.