Skip to main content
All Posts By

Gitte

Mor har græne

By Migræne, livskvalitet

Et personligt indlæg om familielivet med migræne som følgesvend

“Mor har græne” – Det var noget af det første min søn Andreas kunne sige, da han var lille.

Han har været 2-3 år og når jeg fortæller det til andre, siger de “ej, hvor nuttet” eller “nårh”, men det var absolut ikke den følelse jeg fik, når han sagde det.

Jeg blev virkelig ked af det, for skal en lille dreng gå rundt og bekymre sig om, at mor er syg?

Når jeg tænker efter, så ved jeg, at han ikke led overlast. For ham betød det, at nu kan mor ikke lege og jeg er sammen med far og storesøster Ida så længe, men alligevel gav det et stik i hjertet, når han sagde det.

En følelse af utilstrækkelighed

Jeg følte mig utilstrækkelig og fik dårlig samvittighed.

Noget du måske kender til, hvis du har migræne eller andre omstændigheder, der gør, at du må melde dig syg fra arbejde, melde fra til arrangementer eller aflyse ting med familien?

For mig personligt er min familie og især mine børn det vigtigste og det gør ondt, når jeg ikke kan være der for dem. Heldigvis går anfaldet over igen og de kan se, at nu er mor tilbage.

Desuden er det lettere med større børn, da de jo er mere selvkørende og kan forstå, når man forklarer mere nuanceret om migrænen.

Del gerne dine erfaringer i tråden under indlægget. Din historie kan måske være med til at hjælpe andre.

Vil du have strategier til at håndtere familieliv, når én i familien har migræne, så lyt med i podcastinterviewet, hvor Christina fra Sårbar Power interviewer mig om bogen “Mor med migræne – Lær at håndtere familielivet før, under og efter gravidtet” og en række andre ting f.eks. kost og livsstil.

Jeg har lyst til at skære mit hoved af

By Migræne, livskvalitet

Et personligt indlæg om familielivet med migræne som følgesvend

I Indlæggene “Mor har græne” og “Postmand Per som redningsmand”, delte jeg nogle af mine personlige erfaringer med dig.

I dag deler jeg en episode mere.

Jeg har lyst at skære mit hoved af

Når jeg har anfald, går jeg ind i mig selv og tænker mig ikke altid om, når jeg siger noget. Jeg er meget stille og det eneste jeg kan finde på at sige er “åh, hvor er jeg træt af det” eller også bander jeg højt for mig selv.

En gang hvor det var rigtig slemt græd jeg, selvom jeg normalt ikke græder ved anfald, da det gør smerten i hovedet meget værre og sagde til Ida vores store datter, der dengang var 16 “Jeg har lyst til at skære mit hoved af, det gør så ondt“.

Jeg tænkte mig ikke om og hun blev så ked af det og sagde “Sådan må du ikke sige mor” og jeg bliver helt trist og flov ved tanken.

Hun er min datter og selvfølgelig bliver hun ked af, at jeg vil “skade mig selv”, selvom jeg jo ikke mente det bogstaveligt. Så store børn kan også blive bange og vi skal lige huske, hvem vi taler med. Også når anfaldet raser og vi ikke tænker klart.

Jeg sagde selvfølgelig undskyld og understregede, at jeg ikke mente det, men at jeg var desperat og det forstod hun.

Hvordan håndterer du familielivet?

Nu har jeg delt nogle af mine erfaringer og oplevelser med dig og det her indlæg var lidt hårdt følelsesmæssigt at skrive, men det har summet i mit hoved den seneste uges tid og skulle ud.

Måske noget af det vækker genklang hos dig?

Skriv gerne om nogle af dine erfaringer i tråden under indlægget. Din historie kan måske være med til at hjælpe andre videre.

Sundere banankage

By Migræne, livskvalitet

Er du kagesulten?

Her får du opskriften på en sundere version af banankage og jeg lover dig, den er god!

Der er skåret lidt ned for mængden af sukker og så er der tilføjet græsk yoghurt for at give syrlighed. Og så er der jo frugt i 😉

Bananer indeholder både histamin og tyramin, men indholdet er mindre i modne bananer frem for overmodne. Skær evt. brune pletter fra i den migrænevenlige version.

Hvis du ved, at banan er en trigger for dig, kan du bage æbletærten med flødeskum i stedet.

Det skal du bruge (8-10 stykker)

4 æg

200 g sukker

1 tsk. vaniljesukker eller vaniljepulver

150 g hvedemel

50 g mandelmel (har du ikke mandelmel, så brug hvedemel)*

1 tsk. bagepulver

1 tsk. salt

100 g smør (smeltet og afkølet)

50 g græsk yoghurt (2% fedt)

300 g bananer (2-3 bananer)

6 valnødder eller andet til pynt*

*Mandelmel og valnødder kan give migræne p.g.a. allergi og højt histaminindhold, udelad og brug hvedemel i stedet, hvis det er et issue for dig.

Sådan gør du:

Pisk æg, sukker og vaniljesukker/vaniljepulver luftigt. Det tager omkring 5 minutter med en håndmixer.

Vej de tørre dele af (hvedemel, evt. mandelmel, salt og bagepulver). Bland dem let og sigt dem ned i æggemassen.

Vend nu de moste bananer, smeltet smør og græsk yoghurt ned i dejen.

Dejen kommes i en smurt springform (22 cm) og bages ved 180 grader (160 grader varmluft) i omkring 50-60 minutter.

Når der er 10 minutter tilbage af bagetiden, kommes valnødderne* på og bages med, til kagen er færdig.

Velbekomme!

Ps. Hvis du er interesseret i flere opskrifter, der er justeret og lavet i en sundere version, så kig dig omkring på bloggen og følg gerne med på Facebook og Instagram, hvor jeg deler flere idéer til sundere livsstil og bæredygtig sundhed i en migrænevenlig version.

Jeg har fået ro og redskaber til at fokusere og prioritere

By Migræne, livskvalitet

Før var Dorte ofte nervøs, når hun skulle spise. For hvad nu hvis det var noget i kosten, der betød mange dage med hovedpine og migræne hver måned?

Desuden ville Dorte gerne tabe sig, men havde ikke overskud til det p.g.a. mange hovedpinedage.

Her får får du hendes oplevelse af forløbet og de erfaringer hun fik med sig undervejs – og som hun nu kan arbejde videre med.

Tak for et meget givende samarbejde Dorte!

Hvorfor valgte du at gå i et forløb hos mig?

Jeg søgte en diætist i forbindelse med vægttab, og jeg søgte én der også havde evt. migrænetriggere i kosten for øje.

Efter at have fået kontakten til dig, var det hurtigt klart, at du besad alle de kvalifikationer, som jeg ledte efter – til at hjælpe med både vægttab OG ikke mindst migrænen.

Hvad ønskede du at få ud af forløbet? 

Til at starte med var det p.g.a. et ønsket vægttab. Jeg havde dog hele tiden haft det sådan, at jeg i første omgang gerne ville være “rask”, så kunne vægttabet måske komme senere. 

Jeg havde selv læst mig frem til, at der var MANGE ting i kosten, der kunne have indflydelse på migrænen og jeg søgte noget viden (og også ro) omkring dette.  

Hvad har været din største indsigt undervejs? 

Det har helt sikkert været omkring kosten og om alle de madvarer, der kan være triggere. Da jeg startede hos dig, havde jeg selv læst en masse og var meget forvirret omkring det hele.

Du fik mig fra starten, til at glemme alle mine egne lister med madvarer jeg helst skulle undgå, og holde mig til migræne-diæten (eller hvad vi kalder den ?).

Så det gav helt sikkert en ro og fik mig til bedre at kunne fokusere på det, jeg skulle. Det er selvfølgelig også en vigtig viden, at vi ikke fandt frem til noget i kosten der med sikkerhed triggede min migræne og det er jo bestemt vigtig viden for mig i dag!

Hvordan har du det nu i forhold til, da du startede på forløbet hos mig? 

Jeg er mere rolig vil jeg sige – Du har helt sikkert fået sat tanker i gang (også omkring stress, ro, livskvalitet, prioriteringer m.m.), og efter at have fået lidt mere styr på hovedet, er jeg begyndt at kunne fokusere på vægttabet.

Jeg har stadig mange dage med hovedpine/migræne, men jeg føler, at jeg er blevet lidt klogere på den, og jeg har bl.a. lært, at det er HELT OKAY at “trække stikket” engang imellem.

Migræne-diæten er listen med migrænevenlig mad, dvs. mad der ikke er kendt for at trigge migræne, som som Dorte tog udgangspunkt i, da hun testede, om kosten var et issue for hende.

Vil du have nye øjne på din migræne, så book din tid HER. Coachingen foregår online eller per telefon, så du kan få hjælp uanset, hvor du bor.

Boller i karry (med mere grønt)

By Bæredygtig sundhed

Den klassiske mormormad indeholder ikke mange grøntsager, men vil du leve sundere f.eks. ved at spise mere grønt, så har jeg her lavet en variant af boller i karry, der opfylder dette.

Jeg har brugt kyllingefars til kødbollerne, der er mere magert end hakket kalv og flæsk. Til gengæld er der kokosmælk i saucen for smagens skyld, men du kan altid eksperimentere med at bruge minimælk i stedet, hvis du vil.

Saucen er ikke oplagt at lave i en migrænevenlig version, da en del af ingredienserne kan trigge migræne. Jeg har sat en * ud for de ingredienser, der kan trigge.

Vil du have migrænevenlig aftensmad, kan du i stedet stege kødbollerne som frikadeller og servere kartofler og en grøn salat til.

Eller bruge en af opskrifterne fra bogen “Mor med migræne“.

Det er til gengæld oplagt at lave en stor portion, nu du er i gang og fryse ned til underskuds- eller travle dage. Bare du husker at varme saucen forsigtigt op, da kokosmælken ellers skiller.

Det skal du bruge (4 personer)

Kødboller:

400 g hakket kyllingekød

1 tsk. salt

1 æg

2 spsk. havregryn

1 dl mælk eller vand

1 tsk. spidskommen

En håndfuld revne grøntsager f.eks. pastinak eller squash

Karrysauce:

1 spsk. olie

1 lille løg*

1-2 fed hvidløg*

1 spsk. karry (eller mere/mindre alt efter, hvor stærkt du kan lide det) *

1 spsk. friskrevet ingefær*

1 tsk. gurkemeje

En knivspids chiliflakes*

1 skrællet og revet æble

2 revne gulerødder

1/2 revet squash eller 2 revne pastinakker

1 rød peberfrugt i små tern

1 dl vand

1 tsk. grøntsagsfond (jeg bruger den fra Touch of Taste)*

1 dåse flåede tomater*

1 dåse kokosmælk (gerne light)*

Salt, peber og evt. mere karry*

Sådan gør du:

Kødboller

Rør kyllingekødet med salt og tilsæt de øvrige ingredienser. Lad farsen hvile i køleskabet, mens du laver saucen.

Karrysauce:

Pil og hak løg og hvidløg fint. Skræl og riv ingefæren. Skræl og riv gulerødder, æble og squash/pastinak. Skær peberfrugten i små tern.

Svits løg, hvidløg, ingefær og karry i olien ved relavtivt høj varme. Hold øje, så det ikke brænder på. Tilsæt nu æble, gulerødder, squash/pastinak og en dl vand. Lad det simre ca. 5 minutter og tilsæt så gurkemeje, chiliflakes, grøntsagsfond, tomater og kokosmælk.

Lad saucen simre i minimum 30 minutter og lad den køle let af. Blend saucen ensartet med en stavblender og smag til med salt, peber og evt. mere karry.

Kog kødbollerne direkte i saucen, så får de en masse smag. De er færdige, når de popper op. Det tager ca. 5-6 minutter ved middel varme. Det er vigtigt, at saucen ikke koger, for så skiller kokosmælken.

Server med fulkornsris og evt. en grøn salat.

Hvem skal du invitere på boller i karry i den nærmeste fremtid?

Migrænefaser – 4.

By Migræne, livskvalitet

Der er 3 eller 4 migrænefaser, alt efter om du har migræne med eller uden aura. Læs om prodome eller før-migræne, aurafasen og hovedpinen ved at klikke på teksten.

Den fjerde og sidste migrænefase er postdrome eller efter-migræne, kunne vi kalde den. På engelsk kaldes fasen ofte migraine hang over og vi taler også om migrænetømmermænd på dansk.

Postdrome eller efter-migrænen er kendetegnet ved:

  • Koncentrationsbesvær
  • Træthed
  • Ømme muskler
  • Tunge ben
  • Depressive tanker
  • Eufori

Postdromefasen kan vare alt fra 24-48 timer. Alt efter hvor kraftigt anfaldet var. Og personligt synes jeg denne fase er så tung at komme igennem. Det værste er overstået og du vil være frisk igen, men alt går i slow motion. Frustrerende!

Der var en journalist, der bad mig beskrive migrænen og denne sidste fase, beskrev jeg således:

Det føles som om, jeg har vilde tømmermænd og en grum influenza. Samtidig. Og kroppen er afkræftet og mentalt har jeg det som om, jeg er blevet over af en bus. To gange“.

Hvordan oplever du den sidste migrænefase?

Migrænefaser – 3.

By Migræne, livskvalitet, Mor med migræne (bog)

Der er 3 eller 4 migrænefaser, alt efter om du har migræne med eller uden aura. Du kan læse om hhv. den første migrænefase prodome her og den anden aurafasen her.

Den tredje fase er hovedpinen og det er oftest den, der er beskrevet. Den er kendetegnet ved:

  • En borende eller bankende smerte i hovedet, som regel er smerten halvsidig
  • Kvalme og/eller opkastninger
  • Søvnløshed
  • Lys- og lydfølsomhed
  • Forstoppet næse
  • Nakkesmerter
  • Kan forværres ved fysisk aktivitet
  • Triste tanker

Hovedpinen varer fra 1-72 timer. Det vil altså sige, at hovedpinen kan stå på i dagevis, hvilket du formodentlig kender til, hvis du selv har migræne.

Hovedpinefasen kan være meget invaliderende. Alt efter hvor kraftige anfald du har. Ofte kommer smerten tilbage f.eks. 24 timer efter, du har behandlet migrænen med en triptan og så kan du om nødvendigt, tage en triptan mere, så du behandler anfaldet én gang til.

Personligt oplever jeg, at medicinen ikke gør en forskel på 3. dagen. Der er det som, migrænen skal rase færdig. Men oftest tager jeg medicin i 2 dage.

Dog er mine anfald markant mildere, men også færre – efter jeg har ændret en del i min livsstil. For eksempel kaster jeg meget sjældent op ved anfald, hvad jeg oftest gjorde tidligere og det er en sand lettelse at slippe for det.

Hvis du vil have nye øjne på din migræne, så kig på mulighederne for et samarbejde med mig her. Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du er usikker på, om vi er et match, eller hvis du har andre spørgsmål. Du kan svare på denne mail, så kommer du i kontakt med mig med det samme.

Den sidste migrænefase er postdrome og den kan du blive klogere på her.

Migrænefaser 2.

By Migræne, livskvalitet

Der er 3 eller 4 migrænefaser, alt efter om du har migræne med eller uden aura. Du kan læse om den første migrænefase prodome eller på dansk før-migræne her.

Den anden fase hedder aura og er kendetegnet ved:

  • Synsforstyrrelser f.eks. i form af zig-zag mønster
  • Midlertidig synssvigt f.eks. i form af blind spots
  • Afasi
  • Lammelser eller en snurrende fornemmelse i dele af kroppen f.eks. hånden eller kinden
  • Følsomhed overfor berøring (også kaldet allodyni).

Aura opstår formodentlig som følge af en kemisk eller elektrisk bølge, der bevæger sig over forskelllige områder i hjernen. For eksempel det område der har med synet at gøre og deraf opstår synsforstyrrelserne.

Aurafasen kommer inden hovedpinen, men kan også komme uden at hovedpinen kommer bagefter. Symptomerne kan minde om en blodprop i hjernen, men oftest varer aurafasen fra omkring en halv time til en time, før symptomerne forsvinder igen.

Har du migræne med aura og hvordan oplever du det?

I bogen Mor med migræne har vi interviewet 8 kvinder med migræne, der repræsenterer forskellige faser i det at stifte familie. Blandt andet har vi interviewet Christina, der fik sit første anfald i graviditeten og hun troede rent faktisk, at hun havde fået en hjerneblødning. Du kan læse et uddrag af interviewet med Christina her.

Hvis du har migræne med aura, anbefales det, at du venter med at tage triptaner, indtil aurafasen er ovre.

Den næste migrænefase er hovedpinen og den kan du blive klogere på her.

Migrænefaser – 1.

By Migræne, livskvalitet

Der er 3 eller 4 migrænefaser, alt efter om du har migræne med eller uden aura. Den første fase hedder prodome på engelsk og kaldes populært før-migræne på dansk.

Kender du din før-migræne, altså optakten til anfaldet, er du rigtig godt stillet og kan tage din medicin (triptan), så tidligt som muligt i anfaldet. Venter du for længe med at tage medicinen, risikerer du, at anfaldet udvikler sig og bliver sværere at slå ned.

Det er en af fordelene ved at kende din før-migræne.

Har du migræne med aura (synsforstyrrelser, lammelser, afasi mm), anbefales det, at du venter med at tage triptaner, indtil aurafasen er ovre. Du kan læse mere om aurafasen her.

Prodome eller før-migrænen er blandt andet kendetegnet ved:

  • Træthed
  • Kvalme
  • Lys- og lydfølsomhed
  • Øget tissetrang
  • Koncentrationsbesvær
  • Irritation
  • Muskelstivhed
  • Cravings dvs. lyst til især sødt, salt og fedt

Før-migrænen starter fra få timer før anfaldet, men kan stå på i op til flere dage inden anfaldet.

Hvordan har du det, inden anfaldet går i gang? Prøv at lægge mærke til, om du genkender nogle af symptomerne beskrevet overfor og/eller, om der er andre tegn fra din krop til dig om, at anfaldet er undervejs?

Jeg har lagt mærke til, at jeg ofte bliver meget hyperaktiv op til et anfald. For eksempel kan jeg rydde en masse op og begynde at bage boller kl. 21 en hverdagsaften. Noget jeg ikke ville gøre ellers… Måske du også oplever det?

Det er som om, at kroppen ved, at nu skal du være effektiv, for snart bliver du lagt ned. Det er i hvert fald min personlige erfaring.

Der er mange der beskriver dette, som en del af postdome fasen (efter-migrænen) også. Når energien vender tilbage, så skal der pludselig ordnes alt muligt på én gang.

Kunsten er så ikke at overgøre det, for så kan anfaldet vende tilbage for fuld skrue. Det kan være en svær balance, eller hvad mener du? Har du fundet er god metode til at økonomisere med din energi? Hvis ja, så del meget gerne i kommentarfeltet under blogindlægget.

Den næste migrænefase er aura og den kan du blive klogere på her.

Vær nysgerrig på din migræne og få det bedre

By Migræne, livskvalitet

Måske er du en af dem, der lukker ørerne, når jeg (eller en anden) foreslår, at du skal være nysgerrig på din migræne og lære den at kende?

Det er forståeligt, da migrænen stjæler din tid og din energi. Måske orker du kun at beskæftige dig med den, når du er tvunget til det.

Det vil sige, når du har anfald, men hånden på hjertet. Det er ikke der, du har overskud til at være nysgerrig på migrænen og ofte kan du slet ikke tænke klart heller…

Men jo bedre du kender din migræne, dens forløb og symptomer, jo bedre bliver du også i stand til at forebygge og behandle den.

Nogle gange skal der dog en hel del til, at du går i gang med at få kigget migrænen efter i sømmene, so to speak.

Det er i høj grad også min egen erfaring. Først da migrænen fik mig lagt ned 16 dage om måneden og jeg samtidig gik ned med stress, begyndte jeg for alvor at kigge den efter i sømmene for at blive klogere på, hvilke mønstre der var uhensigtsmæssige i forhold til min migræne og ikke mindst, hvad jeg selv kunne gøre for at leve på en mere migrænevenlig måde.

Det vil sige på en måde, så jeg forebygger migrænen bedst muligt f.eks. ved at passe min søvn, få drukket nok vand, udelukke mine triggere i kosten og have klare grænser mellem arbejdstid og fritid, som er nogle af de ting, der hjælper mig.

I skrivende stund er antallet af mine migrænedage halveret, så jeg typisk har 6-8 anfald om måneden. Desuden er mine anfald meget mildere end før og kan for det meste behandles med medicin, så jeg kan fungere, selv på de dage.

Måske ved du allerede, hvad der gør din migræne værre og hvad der hjælper dig?

Hvis ja, så er du allerede godt på vej. Og du kan gå videre i din søgen efter, hvilke andre puslespilsbrikker, der kan påvirke din migræne i en positiv retning.

Jeg ser migrænetriggere, altså alt der kan være med til at udløse et anfald som puslespilsbrikker. Dine “brikker” kan f.eks. handle om: ro, pauser, at turde sige nej, at passe på dig selv, at undgå tyramin i kosten, at bevæge dig i løbet af dagen, at tage tingene mere, som de kommer etc.

Triggere er én ting. Symptomer på, at et anfald er undervejs eller i fuld gang noget andet. Et anfald kan deles op i 3 eller 4 faser. Alt efter om du har migræne med eller uden aura.

Migræne er altså meget mere end hovedpine. Det er en neurologisk sygdom, der omfatter en række symptomer, der forekommer i de forskellige faser af migrænens forløb. Det der også kaldes migrænefaser.

Her kan du læse om den første migrænefase. Prodome eller før-migræne, som den også kaldes på dansk. Måske er der nogle symptomer, du kan genkende?

Når du kender migrænens forløb (migrænefaserne), og ved hvilke symptomer der er almindelige, kan du bedre håndtere din migræne og samtidig acceptere, at du har “underlige symptomer” uden at blive bange eller urolig.