Skip to main content
Category

Opskrifter

Asiatisk nudelsalat med mango og cashew

By Bæredygtig sundhed, Opskrifter

Jeg burde være født i Asien, har jeg ofte tænkt. I hvert fald med hensyn til maden, der har det søde, sure, salte og de perfekte kombinationer af smage.

Den her nudelsalat laver vi ofte, da den er netop fuld af smag og meget nem at lave. Du kan spise den som tilbehør til kylling eller som et vegetarisk måltid.

Det skal lige siges, at opskriften ikke er migrænevenlig, da f.eks. både lime, kokos og chili kan trigge hos nogle. Søger du migrænevenlige opskrifter, er der et helt kapitel med det i bogen “Mor med migræne – Lær at håndtere familielivet før, under og efter migræne“.

Men nu til opskriften!

Det skal du bruge:

250 g nudler (jeg bruger normalt sobanudler, der er lavet på boghvede)

75 g saltede cashewnødder eller peanuts

1 agurk

1 krukke koriander

1 krukke mynte eller thaibasilikum

150 g bønnespirer

1 lille salathoved (jeg bruger romansalat)

4 spsk. ristede kokosflager

Dressing

1 rød chili

40 g frisk ingefær

1 lime

2 spsk. olivenolie

1 spsk. soyasauce

Evt. 1 spsk. sesamolie

2 tsk. agavesiup eller almindelig sirup

Sådan gør du:

  1. Kog nudlerne efter anvisningen
  2. Hak nødderne
  3. Skræl agurken og fjern kernerne med en teske og skær den i tern eller skiver
  4. Skræl mangoen og skær kødet i mindre stykker
  5. Klip koriander og mynte/thaibasilikum i mindre stykker
  6. Bland nudler, krydderurter og bønnespirer
  7. Riv salaten i mindre stykker og fordel den over nudler, krydderurter og bønnespirer
  8. Top med agurk, mango og nødder
  9. Dressing: Bland en dressing af finthakket chilifrugt (fjerne kernerne), revet ingefær (du behøver ikke at skrælle den, hvis den er økologisk), saften af en lime, olivenolie, soyasauce, evt. sesamolie og sirup.
  10. Hæld dressingen over salaten, vend rundt og server.

Velbekomme!

Ps. Opskriften er fra bogen “Vego på 30 minuter“, som er på svensk, men du kan garanteret finde andre inspirerende vegetariske opskrifter på det danske marked også.

Ingefærshots med lime

By Migræne, livskvalitet, Opskrifter

Ingefær skulle være så godt ikke?

Et gammelt husråd siger, at ingefær er godt mod kvalme.

Det er en fordel, hvis du ligesom mig har kvalme både op til, under og efter migræneanfald?

For nogle er ingefær faktisk en migrænetrigger, lidt ligesom med koffein, der kan være henholdsvis en trigger eller en hjælp ved migræne.

Lime kan også være en trigger, da citrusfrugter indeholder stoffet octopamin. Du kan udelade citrus og lave ingefærshots af ingefær, vand og honning, hvis altså ikke ingefær er et issue for dig.

Helt kort og godt, så elsker jeg smagen af ingefærshots og jeg er vild med det “rush” det lige giver ved at kradse lidt i halsen.

Og så hjælper det rent faktisk mig mod kvalme. Måske du også kan få glæde af det.

Ingefærshots er nemme at lave selv og de holder ca. en uges tid på køl.

Det skal du bruge ( ca. 1 liter)

150 g frisk ingefær (gerne økologisk)

1 liter vand

2 limefrugter

ca. 6 spsk. honning

Sådan gør du:

Skræl og skær ingefær i mindre stykker. Bruger du økologisk ingefær, behøver du ikke at skrælle den.

Dæk ingefær med vand i en gryde og kog under låg i ca. 20 minutter ved middel varme.

Lad vandet koge op og skru derefter ned, så vandet er i kog, men ikke bulderkoger.

Tag gryden fra varmen og lad væske og ingefær køle af til stuetemperatur.

Tilsæt nu saften og evt. også lidt skal og blend til en ensartet masse.

Si nu pulpen fra, gennem et rent viskestykke og ned i en glasflaske eller lignende.

Smag til med honning og opbevar dine shots på køl. Er de for kradse efter din smag, kan du tilsætte mere vand og/eller honning.

Enjoy!

Ps. Fødevarestyrelsen fraråder gravide at drikke ingefærshots eller tage ingefær som tabletter grundet en øget risiko for abort (vist i forsøg med rotter). https://www.foedevarestyrelsen.dk/Nyheder/Aktuelt/Sider/Nyheder%202019/Gravide-skal-ikke-drikke-ingef%C3%A6rshots-.aspx

Cremet laksecarbonara med spinat

By Migræne, livskvalitet, Opskrifter

Er du også vild med pasta?

Personligt elsker jeg pastaretter, men laver ikke traditionel pasta carbonara, da bacon er en af mine triggere.

I stedet eksperimenterede jeg lidt i køkkenet og det kom der denne opskrift ud af.

Spinat indeholder histamin, så udskift spinat med frossen grønkål, hvis spinat trigger din migræne. Parmesan kan også trigge p.g.a. tyramin. Her kan mild revet ost være et godt alternativ.

Det skal du bruge (4 personer)

250 g fersk laks (svarer til 2 laksefileter)

Lidt smør til stegning

2,5 dl madlavningsfløde (jeg bruger den fra Oatly, som er tilpas cremet)

1 æg

40 g fintrevet parmesan

2 tsk. revet muskatnød og salt, peber efter smag

100 g frisk skyllet spinat (eller frossen)

Sådan gør du:

Skær laksen i passende stykker og steg dem let gylne i en sauterpande.

Bland madlavningsfløde, æg, parmesan og revet muskatnød i en skål og pisk det let sammen.

Skyl spinaten, hvis den ikke allerede er skyllet og klar til brug.

Hæld massen af madlavningsfløde, æg, parmesan og revet muskatnød over laksen og lad det tykne let ved svag varme.

Tilsæt spinat og lad den falde sammen.

Smag til med salt, peber og evt. mere revet muskatnød.

Server med friskkogt pasta eller kartofler og lidt ekstra grønt ved siden af. Vi spiste gulerodsstave til.

Ps. Hvis du er interesseret i flere opskrifter, der er justeret og lavet i en sundere version, så kig dig omkring på bloggen og følg gerne med på Facebook og Instagram, hvor jeg deler flere idéer til sundere livsstil og bæredygtig sundhed i en migrænevenlig version.

Migrænevenligt rugbrød

By Migræne, Opskrifter

Hvis du har fulgt mig i et stykke tid, så har du måske lagt mærke til, at jeg anbefaler brød bagt med gær, når jeg poster madbilleder.

Det skyldes, at der er tyramin i surdej, som kan trigge migræne. Tyramin er en af de 4 biogene aminer, som menes at kunne give migræne. Du finder også tyramin i f.eks. vin, modnede sild, bacon, røget fisk og stærk ost. 

I forbindelse med bogen “Migræne, når du får børn”, har jeg lavet en opskrift på rugbrød bagt med gær, og den får du på bloggen i dag. Du kan forvente en lidt mindre syrlig smag end normalt i rugbrød, men jeg synes, det fungerer godt. Især når du rister rugbrødet.

Rugbrød bagt med gær (2 små eller et stort)

Du skal bruge: 

8 dl vand

350 g knækkede rugkerner

40 g gær

2 spsk. rapsolie

2 dl græsk yoghurt (lavet af pasteuriseret mælk)

2 spsk. salt

2 spsk honning

300 g knækkede hvedekerner

200 g havregryn

300 g rugmel

200 g hvedemel

Smør til formene/formen

Sådan gør du: 

Kog vandet og hæld det over de knækkede rugkerner. Lad blandingen stå til vandet er lillefingervarmt. Opløs nu gæren i vandet. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør dejen grundigt sammen. Fordel dejen i 2 smurte rugbrødsforme, dæk dem til med et viskestykke og lad dem hæve i mindst 2 timer. Bag brødene ved 180 grader (160 grader varmluftovn) i ca. 80 minutter. Lad gerne brødet/brødene hvile i et viskestykke, når det er kølet en smule af. Det betyder, at skorpen bliver blødere. 

Ps. Du kan med fordel fryse brødet ned i skiver, og så tage det op og riste, når du skal bruge det. Ristet rugbrød er så lækkert. 

 

Sprøde halloumifritters med myntedressing

By Bæredygtig sundhed, Migræne, Opskrifter

Hører du til en af dem, der gerne vil skære ned på, hvor meget kød du spiser? Eller trænger du til nye idéer til aftensmaden?

Mange af os laver de samme retter til aftensmad om og om igen. Og det kan nemt blive lidt kedeligt. Hvis du gerne vil spise mere grønt, og samtidig prøve noget nyt, så er de her halloumifritters et godt bud.

Halloumi er cypriotisk ost, der i nogle butikker kaldes grillost, da den er oplagt at grille. Skorpen bliver sprød, mens det indeni smelter. Tjek varedeklarationen for citronsyre (E330), og vælg en halloumi uden tilsat citronsyre i den migrænevenlige version. Citronsyre (E330) menes at kunne udløse migræne, ligesom f.eks. tilsætningsstofferne aspartam (E951) og det tredje krydderi (E621).

Det skal du bruge (4 personer):

Halloumifritters: 

2 dl kogt afkølet bulgur

3-4 mellemstore gulerødder (skal svare til 4 dl, når de er fintrevet)

200 g halloumi

2 æg

2 spsk. majsstivelse (Maizena)

En knivspids salt

En knivspids peber

Evt. en knivspids chiliflager (undlad, hvis chili trigger din migræne)

Olivenolie

Myntedressing: 

2 dl creme fraiche

1 tsk. mayonnaise (uden tilsat citronsyre (E330)

En lille håndfuld frisk mynte

Salt og peber

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 225 grader (200 grader varmluft)
  2. Skræl og riv gulerødderne fint. Riv hallloumien groft på et rivejern. Rør bulgur, gulerødder, halloumi, æg, majsstivelse, salt, peber og evt. chiliflager sammen til en jævn masse
  3. Form nu 10 “bøffer” og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir
  4. Pensl med olivenolie og bag dem i 10 minutter, vend dem forsigtigt og bag videre i 5 minutter mere
  5. Server dem med en salat af f.eks. romansalat toppet med skrællet æble i tynde både (a la den på billedet ) og myntedressingen.

Velbekomme!

Ps. Opskriften på halloumifritters er fra https://www.ica.se/recept/bulgur-och-halloumifritters-med-pestokram-724209/

Hurtige boller der ikke skal æltes

By Migræne, Migræne, livskvalitet, Opskrifter

Nogle stoffer i kosten kan udløse migræne. Det gælder både naturligt forekommende stoffer som f.eks. tyramin, histamin, octopamin og phenylethylamin, der går under den samlede betegnelse biogene aminer. De findes i lagrede og modnede madvarer, hvor bakteriel nedbrydning har været en del af modningen.

For eksempel er der tyramin i surdej og stærk ost. Men også visse tilsætningsstoffer menes at kunne trigge migræne. Det er især aspartam (E951), citronsyre (E330) og MSG (E621) også kendt som det tredje krydderi, der er kendt for at trigge migræne hos nogle mennesker. Du kan læse meget mere om biogene aminer, tilsætningsstoffer og hvordan de hænger sammen med fødevaremigræne her.

I dag får du en opskrift på boller, der er bagt med gær fremfor surdej, hvilket gør dem migrænevenlige. De er hurtige at røre sammen og dejen skal ikke æltes, men blot røres sammen, inden langtidshævning i køleskab.

Det skal du bruge (12-15 stk.):

8 dl lunkent vand

25 g gær

1 spsk olivenolie

150 g grahamsmel

550 g hvedemel

50 g havregryn

50 g knækkede hvedekerner

1 spsk. salt

Sesamfrø, græskarkerner eller grove saltflager

Sådan gør du:

Opløs gæren i det lunkne vand og tilsæt olivenolie. Bland grahamsmel, hvedemel, havregryn, knækkede hvedekerner og salt i en anden skål og tilsæt melblandingen lidt ad gangen, så dejen ikke bliver for tør. Dejen skal røres sammen, ikke æltes og konsistensen skal være som en tyk grød.  Lad dejen hæve i mindst 3 time eller endnu bedre i køleskabet natten over. Form bollerne f.eks. ved at bruge 2 spiseskeer, og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys med sesamfrø, græskarkerner eller grove saltflager. Bag bollerne ved 200 grader (180 grader i varmluftovn) i ca. 10-12 minutter alt efter bollernes størrelse. Lad bollerne køle af på en rist inden servering. Velbekomme!

TIP: Du kan også bruge andre typer af groft mel. For eksempel rugmel eller fuldkornshvedemel. Vil du skære ned på melet og kalorieindholdet, kan du prøve de blodsukker- og migrænevenlige boller. Opskriften finder du her.

 

 

 

 

Nem kartoffelsuppe med basilikum (også i en migrænevenlig version)

By Bæredygtig sundhed, Migræne, Opskrifter

Vil du gerne spise sundere uden, at det bliver for besværligt?

Kartoffelsuppen her er nem at lave, den holder sig et par dage på køl, kan fryses ned, og du kan lave den i en migrænevenlig version, når du tager få forholdsregler. Jeg har taget udgangspunkt i en opskrift fra kogebogen “Geniale gryderetter og superbe supper” af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz.

Mange af os spiser pasta og ris i stedet for kartofler. Og det er lidt ærgerligt, synes jeg. Kartofler er rige på fibre, C-vitaminer og så indeholder de halvt så mange kalorier som ris og pasta per 100 g. Det er værd at tage med, når du ønsker at holde vægten eller at tabe dig. Kartofler er også migrænevenlige. Det betyder, at du kan spise dem uden at risikere at få migræne.

Det skal du bruge:

700 g kartofler, gerne bagekartofler

1 stor porre*

1 spsk. smør eller olivenolie

1 stor håndfuld frisk basilikum

1 spsk. tørret basilikum

Salt og peber

8 dl vand

ca. 2 spsk. grøntsagsfond uden citronsyre (E330) f.eks. fra Touch of taste**

2 1/2 dl fløde 13% (eller piskefløde)

*Undlad porre, hvis octopamin trigger din migræne. Octopamin findes også i f.eks. løg, hvidløg og citrusfrugter. Krydr gerne med ekstra tørrede krydderurter og f.eks. paprika, hvis du udelader porre.

**Læs gerne på flasken, hvor meget grøntsagsfond, du skal bruge til 8 dl vand

Sådan gør du:

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Halver porren på langs og skær den i tynde skiver. Steg kartofler og porrer i et par minutter i smør eller olivenolie. Tilsæt frisk basilikum, tørrede krydderurter, salt, peber, vand og grøntsagsfond. Lad suppen koge under låg i en halv times tid. Blend derefter suppen med en stavblender direkte i gryden, tilsæt fløde og smag til.

Server med friske krydderurter f.eks. bredbladet persille eller mere basilikum og groft brød. I den migrænevenlige version så brug brød bagt med gær for at undgå tyramin, der er en kendt migrænetrigger i kosten.

TIP! Du kan også bruge andre krydderurter til suppen f.eks. oregano, rosmarin eller timian.

Velbekomme!

 

 

 

 

 

Blød peberkage, der passer perfekt til jul

By Migræne, Opskrifter

Hej!

Nu er det december, og den står på julehygge, arrangementer og en del kage og andre søde sager. Mange af de kager du køber færdigt indeholder citronsyre (E330), der kan give migræne hos nogle. Citronsyre bruges som surhedsregulering og konservering. Det betyder, at det tilsættes madvarer, der skal kunne holde sig længe. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvor længe en sandkage fra supermarkedet kan holde sig. Nå, men de kager du bager selv, smager også langt bedre.

Og kagen er nem at lave, dejen røres sammen og kommes i en smurt rugbrødsform og bages. Den er temmelig julet med krydderier som stødt nellike, stødt ingefær og kanel, men kan efter min mening spises året rundt. Server gerne kagen med creme fraiche og friske blåbær. Alle ingredienser er migrænevenlige, hvilket vil sige, at du kan spise den uden at bekymre dig om, du får migræne af noget i kagen.

Det skal du bruge:

Smør og rasp til formen

3 dl hvedemel

1,5 dl sukker (gerne rørsukker)

1 tsk. kanel

1 tsk. stødt nellike

1 tsk. stødt ingefær

1 tsk. natron

100 g smør

1 dl piskefløde

1 dl mælk

1/2 dl lys eller mørk sirup

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 175 grader (150 grader varmluftsovn). Smør en rugbrødsform (1,5 liter) og fordel rasp i formen i et tyndt lag.

Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Smelt smørret. Rør smørret og resten af ingredienserne ned i skålen. Dejen skal ikke piskes, kun røres sammen og samles til en ensartet dej.

Hæld dejen i formen.

Bag kagen i den nederste del af ovnen i ca. 40-45 minutter. Hold øje med kagen undervejs, og prik med en kødnål eller en gaffel for at tjekke, om kagen er bagt færdig.

Årsagen til, at det hedder en blød peberkage er, at den er “den bløde variant” af en brunkage. Det lyder da hyggeligt det med, at den er blød. Det får i hvert fald mig til at tænke på puder, tæpper, stearinlys og varme drikke. Alt sammen noget der passer godt ind i julemåneden. Jeg ønsker dig og dine en god december måned!
Ps. Opskriften er fra www.ica.se og billedet af kagen fra kryddburken.se

Det søde liv i en migrænevenlig version

By Bæredygtig sundhed, Migræne, Opskrifter No Comments

Det søde liv. Det hedder et program med Mette Blomsterberg og det er også fokus på bloggen i dag. Dette med en migrænevenlig vinkel. Du får naturligvis også et par opskrifter med på vejen!

Fødevaremigræne

Fødevaremigræne er en intolerance og det er stoffer som tyramin, phenylethylamin (PEA), histamin og octopamin, der kan udløse migræne. De mennesker, der reagerer på bestemte madvarer får migræne, da de ikke kan nedbryde de nævnte kemiske stoffer hurtigt nok til at undgå, at stofferne udløser et migræneanfald. Stofferne findes f.eks. i surdejsbrød (tyramin), chokolade (PEA), spinat (histamin) og citrusfrugter (octopamin).

Også kemiske tilsætningsstoffer som f.eks. citronsyre (E330) og aspartam (E951) er kendte fødevaretriggere. Du kan læse mere om kost og migræne her.

Chokolade og kakao

Årsagen til, at mange får migræne af chokolade og kakao er stoffet phenylethylamin (PEA). Både kakao og chokolade er ofte ingredienser i både slik, kiks og færdigkøbte kager. Fedtreduceret kakao derimod regnes som værende migrænesikker (hvilket betyder, at du kan spise det uden, at få migræne). PEA sidder nemlig i kakaofedtet.

Fedtreduceret kakao finder du i for eksempel i O’boy kakaopulver (2,7 g kakao/100g), Oreocookies (4,7 g kakao/100g) og is. Der er ingen faste grænser for, hvornår det kaldes fedtreduceret kakao.

Når du vil undersøge, om du trigges af f.eks. phenylethylamin (PEA), skal du være grundig. For spiser (eller drikker) du bare én ting med PEA, får du migræne, hvis det er en trigger for dig. Det er altså ikke nok at udelukke chokolade, hvis du får migræne af stoffet phenylethylamin. Du skal udelukke alle fødevarer, der indeholder PEA. Vil du have hjælp til denne proces, så kan jeg hjælpe dig. Du får konkret viden om, hvor stofferne findes samt sparring og vejledning. Du kan kontakte mig her.

Citronsyre (E330)
Citronsyre findes både naturligt i citrusfrugter og som kemisk tilsætning i form af E330. Det bruges til at konservere madvarer, så de kan holde sig. Citronsyre (E330) finder du i slik, is, desserter og syltetøj, nu vi snakker om søde sager.

Aspartam (E951)
Aspartam er et kunstigt sødemiddel, som du sikkert kender. Det er i f.eks. sukkerfrit slik, sodavand og saft.

Kort fortalt er der altså en del stoffer i henholdsvis slik, kiks, færdigkøbte kager etc., som kan trigge migræne. Det du kan gøre er at lave dit eget guf. Du kan f.eks. bage en kage (se opskriften på æbletærte) eller lave dit eget juleslik. I dag får du opskriften på eiskonfekt og tanken er, at du kan bage æbletærten, hvis du ikke tåler chokolade. Du finder opskriften på æbletærten her.

Hjemmelavet eiskonfekt (ca. 30 stk.)
De her eiskonfekt smager så meget bedre, end dem man køber færdigt! Sukkerindholdet er desuden lavere, når du bruger chokolade med 70% kakaoindhold.

Du skal bruge:
100 g kokosolie
100 g mørk chokolade, gerne med mintsmag eller appelsinsmag
Små metalforme (se billede)

1. Smelt kokosolien i en kasserolle. Knæk chokoladen i mindre stykker og lad den smelte sammen med kokosolien under omrøring.

2. Hæld op i formene (vær forsigtig, det er varmt!) og lad det stivne i køleskabet.

Bon appetit. Perfekte til en kop te eller kaffe. Opskriften og billedet er fra ica.se.

 

 

 

 

Sådan gør du det let at maximere dit grøntindtag!

By Bæredygtig sundhed, Opskrifter, Slankekurs

Hej igen!

I dag gæsteblogger Malene fra Paleolivet. Jeg overlader hermed ordet til hende: 

Chok! Det er nok det, der bedst beskriver min tilstand, efter ordene rigtig var sunket ind. Sådan helt ind.

Ordene var Umahro´s* og det han fortalte var, at:
Spiser du 600 g frugt og grønt om dagen, så har du kun lige netop spist grønt nok, til ikke at være i forhøjet risiko for livsstilssygdomme som kræft, hjerte-kar sygdomme og lign.
Vil du NEDSÆTTE din risiko, skal du spise MERE end det. Hver dag!
 
Vi ved det egentlig godt. Vi skal spise mere grønt. Du kan simpelthen ikke få for meget.  Og jo mere grønt du spiser, jo nemmere er det, at bevare energien, holde dig sund og rask og opnå din ideelle vægt.

MEN

Der er bare lige det med grøntsager, at de ofte er arbejdskrævende. Og det kan godt være lidt af en forhindring i en travl hverdag. Derfor må du endelig give dig selv lov at bruge alle de smutveje og genveje du kan komme i tanke om. Det skal være en fornøjelse, ikke en straf.



Selv om jeg både udvikler opskrifter og blogger om mad, på bloggen www.paleolivet.blogspot.dk, så bruger jeg også selv genveje. Min hverdag er nemlig ligeså travl som din. I dag, vil jeg dele et par af dem med dig.
 
1)   Grønne juicer og grønne smoothies er nemme at lave, og forøger hurtigt dit daglige grøntindtag. En tommelfingerregel er, at der skal være mere grønt end frugt. Det grønne må gerne være nemt, som f.eks. frossen spinat. En grøn smoothie, kan erstatte et måltid, hvis du sørger for den indeholder både grønt, protein og fedt. Du finder et eksempel på her: http://paleolivet.blogspot.dk/2015/06/blagrn-morgenmadssmoothie-med-spinat.html

2)   Du må GERNE købe de færdig snittede og skyllede produkter. Jeg køber jævnligt ting som færdig revne gulerødder eller skyllet – snittet grønkål. Ja, du kan lave det selv, men hvis det er svært at få tid til det hele, så er det et godt sted at springe over.

3)   Tænk grønt i ALLE dine måltider. Om morgenen kan det bare være et par cherrytomater og lidt peberfrugt eller du kan gå mere hardcore til værks. Men overvej, hvordan du sikrer alle dine måltider indeholder grøntsager.

4)   Frosne grøntsager. Det er så nemt. Mange af dem, kan hældes lige ud af posen, vendes med lidt olivenolie, salt og dit favorit krydderi og bages i ovnen.

5)   Foodprepping. At foodpreppe betyder, at du sætter lidt tid af (f.eks. en gang om ugen) til at vaske og klargøre grøntsager. Det kan f.eks. være du piller og hakker løg. Vasker og snitter kål. Skræller gulerødderne. Snitter peberfrugt. Skærer rodfrugter i tern. Det meste kan holde sig i tætsluttende opbevaring på køl i flere dage, og det er meget nemmere at lave hverdagsmad med grøntsager bagefter.

6)   Udvid dit repertoire af snack-grøntsager. De fleste spiser gulerødder og agurker, men du kan også snacke radisser, rå blomkål, rå champignon, stokken fra en broccoli der er skrællet og skåret i stænker, rå jordskokker osv.

7)   Erstat det klassiske tilbehør med grøntsager. I stedet for pasta og kødsovs, spiser du fx fintsnittet spidskål med kødsovs. I stedet for bøf og kartofler, spiser du bøf og ovnbagte rodfrugter. Osv.
 
God fornøjelse med at nyde alt det grønne. Hvis du har lyst til at kigge forbi og tjekke mine opskrifter med naturlig mad og stenalderkost, så læs med her: www.paleolivet.blogspot.com

Tak fordi jeg måtte gæsteblogge her på Gittes dejlige blog.
Kærlig hilsen Malene

*Umahro Cadogan er enæringsekspert med speciale i biokemi.